Udskriv denne side

Vandet fra boring til bord



En beskrivelse af drikkevandets vej fra boring til forbrugeren

af Per Møller

Vandet pumpes op nede fra undergrunden. Her i Esrum hentes vandet fra to boringer, der er filtersat i en dybde af henholdsvis 66 meter i Alnarpssandet og 50 meter i smeltevandssandet. Efter at vandet er pumpet op via dykpumper føres det ind i en beholder, hvor det iltes via en luftblæser, der sender luften indi bunden via en såkaldt difuser, der fordeler luften via meget små bobler, således, at den indblæste luft opnår den bedst mulige kontakt med vandet.




 Billede af iltningsbeholder

Under iltningsprocessen bliver vandet iltmættet tillige med at der foregår en række kemiske ændringer i vandet; idet jern og mangan oxideres efter følgende reaktionsligninger.

4Fe++ + O2 + 10H2O ® 4Fe(OH)3 + 8H+                     DG = -11.850 Kcal

 
2Mn++ + O2 + 2H2O ® 2MnO2 + 4H+                            DG = - 0.296 Kcal

 

Af Gibbs fri energi (DG), der antager negativ værdi   fremgår, at reaktionerne forløber i pilenes retning; idet tungtopløseligt Fe(OH)3  og   MnO2 dannes. Dog viser beregningen,   at det er nemmere, at oxidere jern end mangan

 

Såfremt, der måtte findes metan (CH4), kuldioxid (CO2) eller svovlbrinte (H2S) vil disse også fjernes ved beluftningsprocessen (iltning). Dog kræver svovlbrinte meget effektiv beluftning og evt. tilsætning af Cl2for at kunne oxideres til sulfat.  

Fra iltningen løber vandet til reaktionsbeholderen hvor der dannes store slamfnug bestående af jern og manganhydroxid, der begge er dannet under iltningsprocessen.

  Billede af reaktionsbeholder  

Bemærk det brune jernhydroxid på vandoverfladen, der fælder ud efter iltning af vandet.

 

Fra reaktionsbeholderen løber vandet videre til sandfiltrene, hvor de tungtopløselige slamflokke af manganoxid MnO2 og jernhydroxid Fe(OH)3 bindes af sandkornene og det rene vand fortsætter. Det er muligt via denne proces, at fjerne jern og mangan næsten 100% fra vandet.   Jern og mangan, der begge er metaller er uønskede i drikkevand, da de giver vandet en meget bitter smag, samtidig med, at de forårsager de særdeles kendte brune okker udfældninger på sanitets overflader og vasketøj.

     
    Billeder af sandfiltre

Grov filter                                                           Fin filter

Med passende mellemrum returskylles filtrene med trykluft og vand, og den frafiltrerede slam løsnes fra filtersandet og ledes bort til en sedimentationstank (slambeholder), hvor jern- og manganslammet opsamles for senere deponering.

       
Returskyldning af sandfilter

Sandet løsnes med trykluft (venstre), og    jernhydroxid ledes bort med returskyllevandet til sedimentationstank (højre). Bemærk den brune uklarhed i vandet der skyldes jernhydroxid og manganoxid.

Iltning af vandet hindrer ligeledes anaerobe bakterier i at vokse og hindrer dermed sulfatreducerende bakterier i at omdanne sulfat til svovlbrinte, hvilket kan afstedkomme en kraftig kvalitetsforringelse af drikkevandet og i værste tilfælde gøre den uegnet som drikkevand.

Efter at vandet har passeret sandfilteret ledes dette til en 200 m3 stor rentvandsbeholder på vandværksgrunden, der fungerer som ”vandtårn” for Esrum by. Vandet er nu klar til udpumpning på jordledning.

Teoretisk set burde vandet ikke ændre sig før det nåede frem til forbrugeren, men afhængig af ledningsnettets tilstand/beskaffenhed kan man risikere, at bl.a. jernindholdet og evt. manganindholdet øges, da det iltholdige vand virker korroderende på jernrør, der stadig forekommer i vid udstrækning i forbindelse med ledningsnettet. Herved kan farven og evt. turbiditeten også påvirkes.

Ved ankomsten til de enkelte husstande er der igen mulighed for forurening af vandet. Når drikkevandets passerer   kobberrør og messing fittings med tilhørende tinlodninger, kan der opløses tungmetaller ved korrosion, specielt hvis vandet henstår i en længere periode.

Det er i Bekendtgørelsen om vandkvalitet angivet, at grænseværdien for kobber er 2mg/l ved taphane og 0,1 mg/l ved indgang til ejendom - Myndighederne er således bekendt med, at vandet kan forurenes hos den enkelte forbruger. I England er grænseværdien ved forbrugerens taphane 3 mg/l. Disse værdier er bemærkelsesværdigt høje, da grænseværdien for udledning af tungmetalholdigt spildevand fra en erhvervsvirksomhed (galvanoanstalt) hvad angår kobber er ca. 1 mg/l. Der er ligeledes tilladt et indhold på 1,5 mg/l tin ved taphanen i private hjem. Tin er derimod ikke specielt giftigt; idet tin finder bred anvendelse som overfladebelægning i konservesdåser og der er eksempler på at tinnet i konservesprodukter kan være langt højere.

Det er heller ikke sjældent at finde zink i drikkevandet, der stammer fra galvaniserede jernrør. Zink indbyder dog ikke et særligt stort problem; idet en voksen person, normalt skal indtage 15 mg zink pr. dag for at få zinkbehovet dækket.

Hvis man tapper vand til madlavning eller drikkevand, er det derfor altid anbefalelsesværdigt, at lade nogle få liter vand passerer, da specielt tungmetallet frigives i selve vandhanen og de som oftest tætliggende kobberrør. Man bør aldrig drikke vand fra en vandhane, der har været lukket i længere tid, uden først at lade vandet løbe nogle få minutter for at sikre sig mod stærkt tungmetal forurenet drikkevand. I nogle situationer kan man endog risikere en vis opløsning af metallet nikkel; idet vandhaner som oftest er både forkromet og forniklet. - Denne viden er vigtig for personer, der lider af nikkelallergi. - Der er ingen grund til at lade vandet løbe i længere tid, da dette ikke forbedrer vandkvaliteten, blot rørstrengen   er skyllet igennem er problemet løst.


Forrige side: Vandet og værket
Næste side: Ledningsnettet